Af Sidsel Minuva
Sneleoparden er en truet dyreart. Den plettede jæger strejfer fra Afghanistan til Sibirien og Kina, men der er blot omtrent 10.000 voksne individer tilbage. Deres revir formindskes år for år grundet klimaforandringerne, og krybskytter er evigt ude efter deres smukke pels.
Derfor får man også kuldegysninger, når det majestætiske kattedyr for første gang toner frem over den tibetanske bjergryg i Marie Amiguet og Vincent Muniers dokumentar Sneleoparden.
Amiguet er dokumentarist, og Munier er en af verdens førende naturfotografer. Han er typen, der ligger kamufleret på lur i dage og uger i streg for at vente på et dyr, der måske aldrig viser sig. Det er også målet med den snedige sneleopard, og derfor har Munier både Amiguet og forfatteren Sylvain Tesson med på slæb.
For Tesson er Muniers fotografiske overbevisning ganske fremmedartet. Meget sigende spørger Tesson fotografen, om ikke alskens filosofisk mørke tanker sniger sig ind i hans sind, når han sidder dag ud og dag ind mutters alene og venter på et genert væsen. Men sådan har Munier det skam ikke. Han føler snarere, at han er præcis der, hvor han bør være.
På den måde er de to gutter hinandens modsætninger, og det skildrer Sneleoparden på komisk vis. Munier skælder ud på Tesson over, at han larmer, som var han Tessons overbærende mor. Og sammen sidder de og bliver lige så stille til snemænd på en stormfuld tibetansk bjergtop i flere kilometers højde – mens Munier tager oplevelsen i stiv arm, så er Tesson så åbenlyst iskold, at man kan mærke det i tæerne.
Mens de fungerer godt som makkerpar, så er det Tesson, snarere end Munier eller Amiguet, der agerer fortællerstemme. Han funderer eksempelvis over, hvordan han altid har rejst – han har set en masse, men uden nogen bevidsthed om, at omgivelserne også observerede ham. Og mens der ingen garanti er for, at de får sneleoparden at se, så sætter Munier også pris på alt andet liv omkring dem.
De flygtige falke, mægtige yakokser og evigt gnavne pallaskatte fotograferer Munier omhyggeligt og med kærlighed. Hans passion for alle planetens væsner lyser ud af ham – og så er det synd, at seeren skal høre på Tessons lommefilosofiske observationer i stedet for Muniers passionerede ord.
Spillet mellem Munier og Tesson er Sneleopardens rygrad, men naturfotograi i alle dens afskygninger er det kød og blod, der gør dokumentaren enestående.
Med sin fuldstændig fabelagtige billedside, sanselige og moderne soundtrack af Warren Ellis og Nick Cave og en fantastisk livagtig lydside er Sneleoparden hele rejsen værd. Navnlig lydafdelingens foley-artist, Nicolas Fioraso, og lyddesigner, Boris Jollivet, har skudt papegøjen. Deres arbejde vækker ganske enkelt den tibetanske natur og dens beboere til live med tung stampen og dybe grynt.
På den måde er Sneleoparden en humoristisk og formfuldendt rejse for at hædre et dyr, der ingen garanti er for overhovedet at få et eneste glimt af. Både rejsen mod det glimt og den plettede gevinst er intet mindre end magisk.
Kommentarer